Slotsbyens Hold mødte tirsdag aften Lyngby BK i oprykningsspillet i Betinia Ligaen. Et intenst opgør bød på chancer i begge ender, men vi måtte til sidst se os slået 3-1 efter en effektiv anden halvleg fra gæsterne.
Målløs første halvleg med store muligheder
Første halvleg var præget af høj intensitet og to hold, der begge gik efter sejren. Efter en indledende periode, hvor Lyngby satte tempoet, arbejdede vi os godt ind i kampen og fik skabt flere store chancer.
Trods de gode muligheder fra begge mandskaber gik holdene til pause uden scoringer.
Lyngby straffer i anden halvleg
Efter pausen ændrede kampbilledet sig. Lyngby fik bedre fat og udnyttede vores ubalancer, hvilket resulterede i tre scoringer til gæsterne.
Vi gav dog ikke op og fortsatte med at skabe chancer, og Frederik Heiselberg fik reduceret til 1-3, som også blev kampens resultat.
Lønstrup: Vi spiller lige op med dem
Manager Christian Lønstrup satte ord på kampen efter slutfløjt:
“Vi spiller en godkendt kamp mod ligaens bedste hold. Jeg synes, vi spiller en rigtig god første halvleg, hvor vi efter en svær start vender os til tempoet og kommer frem til store chancer.”
“Det taler vi også om i pausen, hvor spillerne får ros. Desværre bliver vi straffet i anden halvleg, hvor vi kommer ud af balance, og Lyngby scorer på deres muligheder, blandt andet på returer.”
“Vi kommer bagud i en kamp, hvor vi ellers spiller lige op med dem. Men stor ros til holdet for at vise moral og kæmpe sig tilbage og få reduceret.”






Lyngby Boldklub
Hvidovre IF
Hillerød Fodbold
Esbjerg fB
Kolding IF
Ac Horsens
AaB
B.93