Hillerød Fodbold Elite kan med glæde præsentere unge Albert Lodberg som ny spiller for Slotsbyens Hold. Den 19-årige forsvarsspiller har underskrevet en lejeaftale, der gælder for resten af året.
Albert Lodberg kommer til klubben fra FC Midtjyllands U19-hold, hvor han kom til midtjydernes akademi fra AC Horsens. Albert har spillet 27 kampe i U19-Ligaen og har også international erfaring med seks kampe i UEFA Youth League. I den seneste sæson bar han anførerbindet i fire af klubbens kampe i turneringen.
Nu skal Albert tage næste skridt i sin udvikling, når han tørner ud for Slotsbyens Hold i Betinia Ligaen.
Lønstrup: På udkig efter en back
”Efter vores salg af Cornelius Allen har vi været på udkig efter en ny spiller til backpositionen, og her ser vi, at Albert kan gå ind og udfylde en rolle.
Albert er et stort talent, som er meget alsidig og kan spille forskellige positioner på banen. Vi glæder os til at byde Albert velkommen i Hillerød og være med til at udvikle hans karriere.”
Albert: Glad for at komme til Hillerød
”Jeg er glad for at komme til Hillerød. Det er en god mulighed for mig, og jeg håber, at jeg både kan bidrage til holdet, men også selv udvikle mig og få mere erfaring på seniorniveau.
Jeg har set, hvad klubben kan sportsligt, men også hvordan de kan udvikle unge spillere og give dem muligheden for at spille på et højt niveau. Den vindermentalitet, som klubben viser udadtil, tiltaler mig som ung spiller, og jeg glæder mig til at komme ind og kæmpe hver dag for at blive bedre.
Nu glæder jeg mig til at møde mine nye holdkammerater og komme i gang med at spille om point i Betinia Ligaen.”






Lyngby Boldklub
Hvidovre IF
Hillerød Fodbold
Esbjerg fB
Kolding IF
Ac Horsens
AaB
B.93