Hillerød Fodbold Elite hører til i Hillerød. Det betyder noget for byen, at vi kan spille vores hjemmekampe her – og det betyder noget for os.
Når vi spiller i Hillerød, giver det byens børn og unge et hold og nogle forbilleder tæt på deres eget nærmiljø. Det giver det lokale erhvervsliv et samlingssted og en fælles sag at samles om. Det skaber arbejdspladser, og det giver os mulighed for at gøre en social indsats i byen, blandt andet gennem Slotsbyens Fællesskab, hvor vi støtter socialt udsatte og mennesker ramt af sygdom.
Jo tættere vi er på Hillerød, jo mere kan vi give tilbage til byen.
Vejen til et stadion, der lever op til kravene i 1. division, går over flere skridt. Denne side beskriver, hvordan vi arbejder med det, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvor langt vi er i processen. Vi opdaterer siden løbende.
Vi arbejder ikke med én stadionplan. Vi arbejder med fire etaper, der løser forskellige opgaver på forskellige tidshorisonter. Nedenfor kan du følge, hvor vi er i processen lige nu.
Status: I gang
Denne fase bliver løst med transportable tribuner og TV-faciliteter, der stilles op og tages ned til hver kamp.
Løsningen bruges nu og hen over efteråret. Der er ikke varme i banen, så de sidste kampe inden vinteren skal spilles et andet sted.
Det er en midlertidig løsning, som løser udfordringen med at få hjemmebane i Hillerød, mens vi arbejder hen mod en mere langsigtet løsning.
Denne etape er betinget af dispensationer fra Divisionsforeningen og tilladelser fra Hillerød Kommune.
Status: Afventer afgørelse
Denne etape bliver mulig, hvis Planklagenævnet giver Hillerød Kommune medhold i den verserende sag om landzonetilladelsen.
Tribuner og TV-faciliteter kan da opstilles mere permanent, hvilket vil vil medføre en mere æstetisk løsning end Etape 1.
Løsningen mangler stadig lys og banevarme og er derfor heller ikke en varig løsning.
Der kan ikke spilles Superligafodbold med denne løsning og forudsætter fortsat dispensation fra Divisionsforeningen.
Status: Under undersøgelse
Helårsdrift med lys og banevarme, så vi kan blive ved med at spille i Hillerød fra sæsonen 2027/28.
Vi undersøger to spor sideløbende: det besluttede projekt på Bane 1 og et nyt forslag om Bane 2.
I undersøgelsen bliver der naturligvis også taget hensyn til andre brugere af området og brugen af kommunale midler.
Der kan ikke spilles Superliga med denne løsning. Den er alene godkendt til 1. division.
Status: Fremtidig
Et nyt areal i kommunen undersøges som en langsigtet placering, så Hillerød kan spille i Hillerød den dag man rammer Superligaen.
Etape 1 og 2 er midlertidige løsninger, der gør det muligt at spille i Hillerød i sæsonen 2026/27.
Etape 3 er nødvendig, for at vi kan blive ved med at spille 1. division i byen derefter.
Vores nuværende dispensation fra Divisionsforeningen gælder for sæsonen 2026/27 og forudsætter, at arbejdet med et 1. divisionsgodkendt stadion er i gang med henblik på kampe fra sæsonen 2027/28. Der er ikke en automatisk ret til forlængelse.
Vælger vi Bane 2 som løsningen i Etape 3, skal det aftales særskilt med Divisionsforeningen.
Bane 2 er kommet i spil, fordi tre ting vejer lige tungt for os:
Hvis vi bygger på Bane 1, skal det nuværende atletikstadion bygges om til fodbold, og atletikken skal flytte et andet sted hen. Kommunens egen rådgiver har vurderet, at det samlet kan koste 52-99 mio. kr. at flytte atletikken og bygge et nyt stadion på det nuværende atletikareal – mod ca. 20-25 millioner kr. for et 1. divisionsstadion på Bane 2, inklusive lysmaster, tribuner, og banevarme.
Samtidig er de lysmaster, der er i spil nu, markant lavere end i det forslag, der blev drøftet i 2024: 24,4-27,3 meter mod dengang 44 meter, svarende til 38-45 procent lavere master.
Begge de aktuelle forslag har et meget begrænset beregnet spildlys ved skel, ca. 0,08 lux. Det bliver ikke et markant større anlæg – kampoplevelsen i Etape 2 og Etape 3 vil se næsten ens ud. Forskellen er, at Etape 3 er en permanent løsning med lys og banevarme.
Vi ønsker et stadion med et hyggeligt indbydende udtryk med respekt for natur og naboer – et ”skovstadion” beliggende i smukke omgivelser.
En permanent løsning på Bane 2 vil give licens til 1. divisionsfodbold. Den løsning giver ikke adgang til at spille Superligakampe. Skal Hillerød en dag spille i Superligaen, kræver det en anden og større løsning, som vi er i gang med at undersøge. Det er baggrunden for, at vi på lang sigt kigger på en placering et andet sted i kommunen som Etape 4.
Hillerød Fodbold Elite er organiseret som et aktieselskab. Vores ejerkreds har samtidig besluttet, at der ikke udbetales udbytte – et eventuelt overskud investeres i stedet i klubben og i byen. Vi er den professionelle overbygning på Hillerød Fodbold og indgår i et fælles idrætsmiljø med moderklub, akademi og breddeidræt, og flere af vores investeringer i stadionområdet kommer også andre brugere af området til gavn.
Vi opdaterer denne side, i takt med at planerne udvikler sig, herunder når Planklagenævnet træffer afgørelse, og når der er nyt om Bane 1- og Bane 2-sporet. Har du spørgsmål til processen, er du velkommen til at kontakte os.