Slotsbyens Hold tog i dag imod Hobro IK på Secma Ground, hvor en regnfuld eftermiddag blev støttet af 535 tilskuere på stadion.
Hobro kom til dagens kamp som et af de førende hold i ligaen, mens Slotsbyens Hold gik på banen i jagten på sæsonens første sejr og de første tre point.
Før kampen blev Tobias Arndal hyldet i anledning af sit jubilæum med 150 kampe for klubben, og han ville fra kampens start vise, hvad han stadig kan bidrage med i den orange trøje.
Tobias Arndal slog et hårdt indlæg på tværs af feltet, hvor bolden landede perfekt hos Solomon Opoku, som sikkert sparkede bolden i målet og bragte Slotsbyens Hold tidligt foran.
Med masser af motivation og lyst til at jagte mere brød Berzan bolden på midten, hvorefter Rezan Corlu sendte Jakob Sigurdsson i dybden. Her kom Jakob alene igennem med Hobros målmand og satte køligt bolden i nettet til en 2-0-føring ved pausen.
Slotsbyens Hold kom ud fra pausen med et ønske om at gøre føringen større, og igen var Solomon Opoku involveret. Han driblede forbi Hobros forsvar og spillede videre til Mads Julø, som sendte et hårdt og fladt indlæg ind i feltet. Tobias Arndal kom først på bolden og satte den i nettet til 3-0.
I lang tid lignede det, at Slotsbyens Hold skulle hente sæsonens første clean sheet. En misforståelse mellem forsvaret og Andreas Dithmer gav dog Hobro en friløber, som blev omsat til kampens sidste scoring.
Dermed sluttede opgøret 3-1, og Slotsbyens Hold kunne endelig fejre sæsonens første sejr på Secma Ground.
Witt: Tiltrængt sejr
”Dejlig og tiltrængt sejr, hvor vi igen begyndte at spille vores spil, som vi kender det. Det er vigtigt, at vi fra start får sat os foran og giver os selv endnu mere tro på, at vi kan få de tre point.
Alle fans, som i dag trodsede det dårlige vejr, fortjente en sejr, og jeg synes, vi giver alt, hvad vi har i dag, for at give dem noget at glæde sig over i det dårlige vejr.
Ros til hele holdet, som i dag kæmper for hver meter, og nu skal vi holde fast i de gode takter og blive ved med at presse på.”






Lyngby Boldklub
Hvidovre IF
Hillerød Fodbold
Esbjerg fB
Kolding IF
Ac Horsens
AaB
B.93