Vores lejekontrakt med William Lykke slutter her til sommer og dermed vender William hjem til Farum og FC. Nordsjælland. William har stået 26 kampe for Hillerød Fodbold Elite i denne sæson, og med 9 clean sheets har han været en vigtig del af forsvarslinjen.
Målmandstalentet har set sin periode hos Hillerød Fodbold Elite som lærerig og udviklende: “Da jeg ankom til Hillerød havde jeg været lidt inde over superliga truppen i FC. Nordsjælland, men ikke fået nok seniorerfaring. Derfor følte jeg at tage til Hillerød og være en del af den proces de er i gang med. Det kan jeg nu konkludere er det helt rigtige valg og min tid med det her hold har været fantastisk! Jeg vil gerne sige stort tak til spillere, trænere, stab og alle omkring holdet. Men især Thomas Frederiksen må modtage det største tak for at presse mig videre og blive bedre dag for dag. Jeg glæder mig til at sige farvel til alle vores fans på fredag mod AC Horsens, hvor vi jagter 7.pladsen” udtaler en meget glad William Lykke
Manager Christian Lønstrup er meget tilfreds med Williams indsats i nuværende sæson “William har det sidste år gennemgået en grundlæggende positiv udvikling, hvor især starten var hård og på mange måder grænseoverskridende for så ung en målmand. Jeg synes dog, at pilen har peget den rigtige vej, og sammen med vores målmandstræner, Thomas Frederiksen, har William hurtigt udviklet sig og gradvist vænnet sig til tilværelsen i Nordic Bet Ligaen. Vi kan alle se, hvilket stort målmandstalent William besidder, og vi håber, at han vil tage det næste skridt for FC Nordsjælland i næste sæson. Jeg vil på vegne af Hillerød Fodbold Elite takke William for hans indsats, og vi ønsker ham held og lykke i sin karriere fremover”.
Vi vil sammen med jer sige farvel og tak for indsatsen til William Lykke på fredag, når vi møder AC Horsens i en spændende kamp om 7.pladsen.