Slotsbyens Hold spillede lørdag eftermiddag sin anden testkamp i opstarten, da turen gik til Sverige og et opgør mod Landskrona BoIS, der til daglig spiller i SuperEttan. Kampen blev spillet under kolde og blæsende forhold på kunstgræsbanerne i Landskrona, hvor vinden fik stor betydning for kampens forløb.
Hurtig føring til Hillerød
Hillerød kom godt fra start og bragte sig tidligt foran efter et godt presspil. Noah Kretzschmar var sidste mand på bolden og sendte den i mål til 1-0. Første halvleg var overordnet set godkendt, hvor Hillerød stod solidt og havde fin kontrol med kampen.
Svære betingelser efter pausen
Efter pausen vendte vinden, og Hillerød måtte spille i kraftig modvind. Det gjorde det vanskeligt at spille sig ud af presset, og Landskrona udnyttede situationen med tre scoringer. Trods modgangen fandt Hillerød perioder med gode løsninger, men havde svært ved for alvor at blive farlige offensivt.
Lønstrup: Fokus på udbyttet
Manager Christian Lønstrup gjorde status efter kampen:
”Vi stiller op med to blandede hold for at afprøve forskellige muligheder. Første halvleg er godkendt, hvor vi har god kontrol og et fint fundament i vores spil. Forholdene var svære med vind og kulde, men det må ikke være en undskyldning for, at vi ikke spiller vores spil.”
”Efter pausen kommer vi i kraftig modvind og får svært ved at spille os ud af presset. Resultatet betyder ikke det store i opstarten, det vigtigste er at vi kom igennem uden skader og fik mange minutter i benene mod en god modstander.”
Videre i opstarten
Afslutningsvis pegede Lønstrup frem mod det videre arbejde i opstarten:
”Opstarten har været god, selvom vi har haft mange nye ansigter i både trup og stab. Vi har fået set de unge spillere i aktion og fået et klart billede af, hvor vi står lige nu. Nu retter vi blikket mod næste test, når vi på mandag møder Brøndby.”






Lyngby Boldklub
Hillerød Fodbold
Ac Horsens
Hvidovre IF
Esbjerg fB
AaB
Kolding IF
B.93