Slotsbyens Hold tog i dag hul på en ny sæson i Betinia Ligaen, hvor AaB ventede i sæsonens første kamp på Aalborg Portland Park.
Hjemmeholdet kom bedst fra start og satte os under pres i kampens første 20 minutter. Herefter arbejdede vi os godt ind i opgøret og begyndte igen at sætte vores eget spil sammen. Chancerne kom i begge ender, og Jonathan Witt viste sine offensive kvaliteter, da han drev bolden hele vejen fra egen banehalvdel frem mod AaB’s felt. Her fandt han Andreas Høyer på kanten, som sendte et præcist indlæg tilbage til Witt, der var tæt på at bringe os foran, men AaB fik afværget forsøget af to omgange.
Begge hold gik til pause uden scoringer, og dermed var alt fortsat åbent inden anden halvleg.
Efter pausen kom vi bedst ud og fik lagt et godt pres på AaB. Alligevel var det hjemmeholdet, der bragte sig foran, da et indlæg endte hos Frederik Børsting, som kunne sende bolden i nettet til 1-0.
Herefter ændrede vi udtryk og sendte flere bolde ind i feltet til vores høje spillere. Det gav en række farlige situationer og andenbolde, men trods flere gode muligheder lykkedes det ikke at få udligningen. Derfor endte sæsonpremieren med et smalt 1-0-nederlag.
Lønstrup: Vi fortjente mere
“Jeg synes, vi spiller en god kamp i dag og har rigtig mange gode perioder. Vi kommer lidt skævt ud i første halvleg, hvor vi lige skal vænne os til tempoet, og de nye spillere skal finde deres plads. Derefter kommer vi godt ind i kampen. Jeg synes, vi styrer store dele af anden halvleg og indkasserer et ærgerligt mål på en fejl. Efter min mening var vi det bedste hold i dag, men sådan er fodbold nogle gange. Jeg synes, vi leverer en præstation, vi kan være stolte af.”
“Vi mangler stadig at få scoret på vores chancer, hvilket også har været et tema i træningskampene. Det er noget, vi skal arbejde videre med, og jeg er sikker på, at målene nok skal komme.”
Manageren var samtidig tilfreds med de nye spilleres debut:
“Jeg synes, de nye er faldet rigtig godt til. Med en kort sommerpause er det aldrig nemt, og det tager tid at lære sine holdkammerater og vores spillestil at kende. Thelander kommer ind og skaber ro med sin erfaring. Høyer spiller en god kamp og skal nok vænne sig til niveauet. Jakob kommer til chancer og arbejder godt i presset, mens Magnus også leverer en god indsats og er tæt på at blive kampafgørende til sidst. Der er mange positive ting at tage med fra dagens kamp.”
Lønstrup glæder sig til hjemkomsten
“Det betyder ekstremt meget, at vi vender hjem. Vi har brug for en base og for at have hele byen tæt på os igen. Nu får vi tilskuerne helt tæt på, og vi kan mærke fodbolden i Hillerød hele dagen. Det har vi savnet. Jeg håber, byen tager lige så godt imod os, som vi glæder os til at komme hjem. Præsterer vi som i dag, så er jeg overbevist om, at vi nok skal få et godt resultat på Secma Ground.”






Lyngby Boldklub
Hvidovre IF
Hillerød Fodbold
Esbjerg fB
Kolding IF
Ac Horsens
AaB
B.93