Hillerød Fodbold Elite kan i dag offentliggøre, at klubben har indgået en aftale med den færøske klub B71 Sandoy om et transfer af midtbanespilleren Tobias Koktvedgaard.
Den unge midtbanespiller blev i januar rykket op i NordicBet Liga truppen og skrev samtidig under på sin første seniorkontrakt med klubben. Nu går turen videre til Færøerne, hvor Tobias med øjeblikkelig virkning tilslutter sig B71 Sandoy, der i øjeblikket ligger nummer 3 i den næstbedste række på Færøerne.
Adm. direktør Jackie Rasmussen udtaler:
“Tobias kom til os fra Lyngby Boldklubs U19-hold, hvor han var en af de bærende profiler på U19-holdet. Hans indsats og indstilling på både trænings og kampbanen gjorde, at vi tilknyttede ham fast til truppen. Han fik velfortjent sin debut mod HB Køge efter en masse hårdt arbejde på træningsbanen. Vi er glade på Tobias vegne over skiftet til B71 og ser frem til at følge hans videre udvikling tæt.”
Tobias Koktvedgaard siger selv om skiftet:
“Jeg er utrolig taknemmelig for min tid i Hillerød. Jeg har været omgivet af mange dygtige og støttende mennesker, som har hjulpet mig både fagligt og personligt. En særlig tak skal lyde til Løns for at give mig chancen og debutere mig tidligere i sæsonen. Det har ikke været en nem beslutning at tage afsked med klubben, men jeg tror på, at opholdet på Færøerne kan tage min udvikling et skridt videre. Jeg glæder mig til den nye udfordring og vil med glæde følge Hillerød fra sidelinjen.”
Tobias nåede at spille to kampe for Slotsbyens Hold.