Slotsbyens Hold drog sydpå til Lyngby, hvor hjemmeholdet havde mulighed for at sikre oprykning til Superligaen. Men i stedet blev det os, der stjal billedet med en stærk 2-1 sejr foran mere end 400 medrejsende Hillerød-fans.
Hurtigt svar efter Lyngby-føring
Lyngby bragte sig foran efter 21 minutter, da de hurtigt satte et frispark i gang og sendte bolden på tværs i feltet til 1-0.
Vi reagerede dog hurtigt. Blot 12 minutter senere viste Hakim Sulemana sin individuelle kvalitet, da han snød Lyngbys bagkæde, rundede målmanden og sikkert udlignede til 1-1.
Kallsberg afgør i overtiden
Anden halvleg bølgede frem og tilbage med chancer i begge ender. Begge hold lignede længe et point, men i kampens døende minutter ville Poul Kallsberg det anderledes.
Med et fladt og velplaceret spark i det venstre hjørne sikrede han sejren til 2-1 og sendte jubel gennem de mange medrejsende fans.
Dermed vinder vi for anden gang i sæsonen på Lyngby Stadion.
Kucukyildiz: En vigtig sejr
Berzan Kucukyildiz var glad efter kampen:
“Det er en rigtig dejlig og vigtig sejr, hvor vi står tilbage med en god følelse efter en hård kamp. I topkampe skal man yde sit ypperste, og det synes jeg, vi gør i dag.”
“I perioder står vi lavt, men der står vi også rigtig godt og holder dem fra de store chancer. Lyngby er dygtige offensivt, så det er et vigtigt skridt, at vi kan holde dem nede på deres hjemmebane.”
“Vi står stærkt sammen i de svære perioder, og det er afgørende, når man møder et tophold.”





Lyngby Boldklub
Hvidovre IF
Hillerød Fodbold
Esbjerg fB
Kolding IF
Ac Horsens
AaB
B.93