I 2025 har Hillerød Fodbold Elite budt velkommen til mange nye virksomheder i Slotsbyens Netværk. I dag består netværket af 148 virksomheder, og trods vores relativt korte rejse samt udfordringerne omkring stadionfaciliteterne, er vi meget stolte over den store opbakning til Slotsbyens Hold.
Sammen med omkring 90 partnere danner vi hver måned rammen om netværksmøder, hvor virksomhederne får mulighed for at sparre med hinanden og skabe forretning og relationer på tværs af brancher. Derudover byder vi mere end 150 gæster velkommen til vores Pre-Match-arrangementer på Helsingør Stadion, hvor vi i samarbejde med flere partnere sikrer vores gæster en stærk oplevelse før kampstart.
Og året er kun lige begyndt. Allerede på mandag kan vi byde velkommen til mere end 110 partnere, når vi sammen skyder året i gang hos vores partner Nordisk Film. Arrangementet bliver samtidig det første, der afholdes i Nordisk Films spritnye biograf, hvilket vi er både stolte og taknemmelige over.
Salgschef Janick Holdt udtaler:
“Den opbakning, vi oplever fra erhvervslivet, er både enorm og meget motiverende. At Slotsbyens Netværk i dag tæller 148 virksomheder, er et tydeligt bevis på, at Hillerød Fodbold Elite er meget mere end fodbold – det er et fællesskab, hvor relationer, forretning og lokal stolthed går hånd i hånd.
Det gør opbakningen endnu mere bemærkelsesværdig, når man tager de vilkår i betragtning, vi arbejder under. At vi i øjeblikket spiller vores hjemmekampe i Helsingør, fordi vores faciliteter i Hillerød endnu ikke er godkendt, er langt fra ideelt. Alligevel oplever vi, at både partnere og gæster fortsat bakker op, deltager aktivt og prioriterer fællesskabet – og det vidner om en stærk loyalitet og tro på projektet.
Mit mål frem mod 2026 er at videreudvikle Slotsbyens Netværk til et af de mest attraktive og værdiskabende erhvervsnetværk i Nordsjælland. Det skal være et netværk, hvor virksomhederne oplever konkret forretningsmæssig værdi, ægte relationer og en tydelig tilknytning til klubben – også selvom kamp rammerne midlertidigt er anderledes, end vi alle kunne ønske os.
Samtidig vil vi fortsætte med at hæve niveauet for vores arrangementer, både til netværksmøder og på kampdage, så oplevelsen omkring Hillerød Fodbold Elite fortsat er professionel, nærværende og relevant. Sammen med vores partnere vil vi være med til at styrke Slotsbyens Hold – ikke kun på banen, men også som en samlende kraft i byen og erhvervslivet.”