Planklagenævnet stadfæster tilladelse – næste skridt mod fast hjemmebane i Hillerød

Planklagenævnet har stadfæstet Hillerød Kommunes landzonetilladelse til tribune og TV-tårn på bane 2 på Hillerød Stadion. Samtidig har samtlige partier i Hillerød Kommunalbestyrelse indgået en budgetaftale, der prioriterer det videre arbejde med en permanent 1. divisionsløsning på bane 2.

Hillerød Fodbold Elite har fået en vigtig afklaring i arbejdet med at skabe en fast hjemmebane i Hillerød.

Planklagenævnet har den 21. september stadfæstet Hillerød Kommunes landzonetilladelse til tribune og TV-tårn ved bane 2. Nævnet giver blandt andet ikke klagerne medhold i spørgsmålene om lokalplanpligt, kommunens beslutningsgrundlag, Natura 2000, beskyttede arter og naboorientering. Selve landzonetilladelsen blev stadfæstet af et enstemmigt nævn.

Afgørelsen betyder, at endnu en væsentlig brik er faldet på plads i den etapeplan, som Hillerød Fodbold Elite arbejder efter.

“Det her er først og fremmest en vigtig afklaring. Vi har hele tiden haft ét klart mål: Hillerød Fodbold Elite skal spille sine hjemmekampe i Hillerød. Nu kan vi arbejde videre med den næste midlertidige løsning, samtidig med at der for alvor er skabt retning for den permanente løsning,” siger administrerende direktør Daniel Rommedahl.

 

Etape 1: Hjemkomsten er gennemført
HFE vendte i sommer tilbage til bane 2 på Secma Ground.

I Etape 1 benyttes transportable tribuner og TV-faciliteter, som opstilles og fjernes omkring kampene. Løsningen gør det muligt at spille i Hillerød i denne del af sæsonen, men er ikke en helårsløsning, blandt andet fordi banen ikke har banevarme.

 

Etape 2: En mere stabil midlertidig hjemmebane
Planklagenævnets afgørelse er en central forudsætning for Etape 2.

Her er planen, at tribuner og TV-faciliteter kan opstilles mere permanent på bane 2. Det vil både forbedre de praktiske rammer omkring kampene og skabe et mere sammenhængende stadionudtryk end den nuværende løsning.

Etape 2 er fortsat midlertidig. Bane 2 mangler både lys og banevarme og opfylder derfor endnu ikke kravene til en permanent helårsløsning.

Planklagenævnet lægger i sin afgørelse blandt andet vægt på, at anlæggene understøtter områdets eksisterende sports- og idrætsaktiviteter, at de er midlertidige, og at påvirkningen af landskabet er begrænset. Nævnet finder samtidig ikke, at påvirkningen fra trafik og støj kan begrunde et afslag.

 

Etape 3: Kommunen prioriterer nu bane 2
Samtidig er der kommet en væsentlig politisk afklaring om den permanente løsning.

I Hillerød Kommunes budgetaftale for 2027-2030 vælger partierne at prioritere det videre arbejde med at afprøve mulighederne på bane 2 på det nuværende Hillerød Stadion. Kommunen har tidligere afsat 18,82 mio. kr. til 1. divisionsfaciliteter. Beløbet er prisreguleret til 19,6 mio. kr., og budgetaftalen fastslår, at dette er det beløb, kommunen ønsker at afsætte til selve formålet.

Der afsættes samtidig planlægnings- og medarbejderressourcer til en ny lokalplan for hele stadionområdet og til det nødvendige myndighedsarbejde. Kommunen fremhæver selv, at processen er presset af Divisionsforeningens krav, og at myndigheds- og lokalplansarbejdet derfor skal prioriteres.

Målet med Etape 3 er en permanent 1. divisionsløsning med lys og banevarme, så HFE kan spille helårsfodbold i Hillerød fra sæsonen 2027/28.

“Det er vigtigt, at vi nu har en fælles retning. Kommunen har prioriteret arbejdet med bane 2, afsat de nødvendige ressourcer til plan- og myndighedsarbejdet og fastholdt Hillerød Fodbold Elite som bygherre. Det giver os et langt bedre grundlag for at arbejde målrettet frem mod en permanent løsning,” siger Daniel Rommedahl.

Budgetaftalen fastslår samtidig, at atletikken bliver på Hillerød Stadion. Som en del af helhedsplanen skal der derfor også ses på blandt andet løbebanen, parkering og øvrige opgraderinger af stadionområdet. HFE fastholdes som bygherre i tæt samarbejde med kommunens ejendomsafdeling, og naboer og øvrige interessenter skal inddrages i processen.

Dermed bliver arbejdet med bane 2 ikke alene et spørgsmål om elitefodbold, men om en samlet udvikling af Hillerød Stadion til gavn for flere brugere.

 

Etape 4: Superliga kræver en anden løsning
Den permanente løsning på bane 2 er en løsning til 1. division. Den er ikke tænkt som et Superligastadion.

Hvis Hillerød Fodbold på et tidspunkt kvalificerer sig til Superligaen, vil det kræve en anden og større løsning. Derfor arbejder HFE fortsat langsigtet med Etape 4, hvor et andet areal i kommunen undersøges som mulig placering af et fremtidigt Superligastadion.

Fire etaper – én retning
HFE’s stadionplan ser dermed sådan ud:

  1. Etape 1: Hjemkomst på bane 2 med transportable faciliteter – gennemført og i drift.
  2. Etape 2: Mere stabil midlertidig løsning med tribune og TV-faciliteter på bane 2 – Planklagenævnets afgørelse giver nu en væsentlig afklaring.
  3. Etape 3: Permanent 1. divisionsløsning på bane 2 med lys og banevarme – nu prioriteret i kommunens budgetaftale.
  4. Etape 4: En eventuel fremtidig Superligaløsning på et andet areal i kommunen.

 

“Vi er ikke i mål endnu. Men sammenlignet med hvor vi stod for et år siden, er der nu både en fungerende hjemmebane, en afklaring fra Planklagenævnet og en politisk prioritering af det videre arbejde med bane 2. Det er et væsentligt skridt fremad,” siger Daniel Rommedahl.

HFE vil nu sammen med Hillerød Kommune arbejde videre med de nødvendige myndighedsforhold og projekteringen af de kommende etaper.

Relaterede nyheder

Billede

1. Division

POSKLUBKVUTPOINT
1    Lyngby Boldklub22126442
2    Hvidovre IF22109339
3    Hillerød Fodbold22107537
4    Esbjerg fB22114737
5    Kolding IF2296733
6    Ac Horsens2286830
7    AaB2277828
8    B.9322841028
Indkøbskurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0