Slotsbyens Hold var i dag draget til Bagsværd for at møde AB i en træningskamp midt i landsholdspausen. Kampen blev spillet over tre halvlege, og der var derfor god mulighed for at få mange spillere i aktion.
Kampen startede godt, og vi fik skabt en masse chancer. Desværre var det AB, der kom foran efter 30 minutter, da en lang aflevering blev fulgt op af en afslutning i det lange hjørne. Ti minutter senere fik vi en friløber, hvor en af AB’s forsvarsspillere stoppede løbet og dermed blev vist direkte rødt kort. Det skabte frustrationer på AB’s trænerbænk, hvor protesterne endte med, at AB’s træner blev bortvist fra banen. Dommerteamet valgte efterfølgende at stoppe kampen i en periode, og første halvleg blev afsluttet før tid.
Efter pausen kom der ny energi på banen, og vi fortsatte med at skabe chancer. Solomon Opoku var skarp efter et hjørnespark, hvor han samlede bolden op og sendte den i nettet til 1-1. Kort efter fik Rezan Corlu sendt en afslutning afsted fra distancen, og Jakob Sigurdsson fulgte op på returen og bragte os foran 2-1. Presset fortsatte, og Tobias Arndal fik et godt løb mod målet, men blev nedlagt i feltet. Arndal tog selv ansvaret fra 11-meterpletten og gjorde det til 3-1.
Med et helt holdskifte kom der mange nye kræfter på banen, og særligt flere af vores ungdomsspillere fik mulighed for at vise sig frem i den sidste del af kampen.
I kampens tredje halvleg åbnede vi mere op og gav AB flere muligheder. Det udnyttede hjemmeholdet til at reducere og senere bringe sig foran 4-3. Hakim Sulemana kom kort efter for sent ind i en tackling med et højt ben og blev vist direkte rødt. AB fik også scoret endnu en gang i slutningen af kampen, og dermed sluttede træningskampen med et nederlag på 5-3 til AB.
LØNSTRUP: VI FÅR EN MASSE GODE SVAR
Christian Lønstrup:
”Vi spiller en træningskamp på et godt tidspunkt og får en masse gode svar ud fra kampen. Vi begynder kampen godt og har mange gode perioder i løbet af kampen. Jeg synes, vi igennem hele kampen, men specielt i første halvleg, kommer frem til mange store og gode chancer.
Men i forbindelse med, at vi skifter meget i løbet af kampen, får den også forskellige svar. Til sidst i kampen smelter vi lidt sammen og begynder at give mange dumme mål væk, som vi aldrig må gøre, og der skal vi være markant skarpere.
I dag får vi også set mange fra ungdommen på banen, og det er gode svar, vi får på de fysiske og taktiske områder, så vi også kan begynde at etablere flere af de unge.”
”Det er klart, at når kampen bliver stoppet før tid i første halvleg af dommerne, så mister vi noget godt momentum for at få scoret et vigtigt mål. Det skaber noget uro og forvirring mellem alle, og vi får dermed ikke lukket vores gode periode godt af, men alt i alt er jeg tilfreds med de tre halvlege.”






Lyngby Boldklub
Hvidovre IF
Hillerød Fodbold
Esbjerg fB
Kolding IF
Ac Horsens
AaB
B.93