27-årige Mathias Veltz skifter med øjeblikkelig virkning fra HIK til Hillerød Fodbold Elite på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2027.
Adm. Direktør Jackie Rasmussen har ledt efter den rette profil til at styrke holdet og udtaler følgende:
”Vi har kigget på de ting som fungerede for os i sidste sæson, hvor fart, styrke og energi gav stor værdi for vores hold og spillestil. Vi har brugt noget tid på at kigge efter emner med de egenskaber efter salget af Sebastian Pingel. Derfor glæder det mig at vi nu kan præsentere Mathias Veltz på en 3 årig aftale.”
Direktøren udviser stor glæde ved tilgangen af Mathias Veltz og forsætter:
”I Mathias får vi en moden angriber der besidder de egenskaber som vi har brug for – han viste i den seneste sæson med 18 mål, på et HIK hold der kæmpede for livet, at han ved hvor målet står. Han kommer med stor energi som jeg ved at vi kan bruge på vores i forvejen kompetitive hold. Vi er meget tilfredse med at tilknytte ham til holdet og vi har store forventninger til samarbejdet.”
Mathias Veltz er også selv meget tilfreds med sit skifte til slotsbyens hold:
“Det er et stort skridt for mig at komme til Hillerød. Jeg er meget stolt af mig selv og den rejse, jeg har været på, som nu har bragt mig hertil. Jeg ser frem til at prøve mine kræfter i Hillerød og i NordicBet Ligaen, og jeg er sikker på, at vi som hold kan få en god sæson sammen.”
Den dansk-italienske angriber har gennem sin tid i HIK været en vigtig profil, og i den seneste sæson scorede han imponerende 18 mål, hvilket gjorde ham til en af de farligste angribere i 2. Division. Mathias er nu klar til at tørne ud for slotsbyens hold, hvor han allerede på fredag kan få debut mod HB Køge.