Hillerød Fodbold Elite har fornøjelsen af at byde Martin Vingaard velkommen som ny First Team Coach for Slotsbyens Hold. Han tiltræder stillingen med øjeblikkelig virkning.
Den 40-årige Martin Vingaard begyndte sin trænerkarriere i 2020 i FC Københavns ungdomsafdeling og blev i vinteren 2024 forfremmet til assistenttræner for Løvernes U-19 hold. Som spiller har han repræsenteret flere af Danmarks største klubber, herunder FC Nordsjælland, Esbjerg FB og FC København. Med 141 kampe for FC København har han vundet fire danske mesterskaber og to pokaltitler. Han har desuden spillet 19 kampe i Champions League, blandt andet mod FC Barcelona i 2010, hvor han var med til at sikre et imponerende 1-1 resultat.
Jackie Rasmussen: “Vi får en passioneret og dedikeret træner”
“Vi er rigtig glade for at kunne bringe Martin Vingaard ind i vores klub samt stab. Der er ingen tvivl om at jeg ser et stort potentiale i Martin, som snart færdiggøre sin træner Pro licens. Han skal ind og give ny energi i staben samt truppen – og her skal han også dele ud af sine erfaringer som han har med i rygsækken fra sin tid som spiller. Vi får i Martin en meget passioneret, struktureret og dedikeret mand i staben, som jeg glæder mig til at følge. Martin har imponeret mig i vores samtaler, hvor han med sin store faglige egenskaber og ikke mindst store kærlighed til spillet, har overbevist mig om at han er et godt match for vores projekt.”
Martin Vingaard: “Store muligheder for mig”
“Jeg er meget glad for denne mulighed i Hillerød Fodbold Elite, hvor jeg nu træder ind som First Team Coach. Overgangen fra ungdomsfodbold til seniorniveau er en stor udfordring, men jeg føler, at tiden er rigtig. Klubben har allerede vist flotte resultater, og jeg ser frem til at bidrage til den videre udvikling. I FCK arbejdede vi med unge spillere, der drømte om en plads på A-holdet, mens drømmene i Hillerød spænder fra at avancere i dansk fodbold til at tage skridtet ud i den internationale scene. Derudover er der en fælles ambition om at sikre klubbens position i NordicBet Ligaen. Med min erfaring fra egen karriere ser jeg frem til at være sparringspartner sammen med Jimmy og Løns til at hjælpe spillerne med at tage det næste skridt i deres udvikling.”
Christian Lønstrup: “Fagligt dygtig og erfaren træner”
“Martin er en utrolig dygtig træner, som er veluddannet fra FCK, hvor han både har haft en flot spillerkarriere og taget sine første skridt som træner. Hans erfaringer fra sin aktive tid kan være en stor inspiration for vores spillere, samtidig med at han er en person, der hele tiden stræber efter at udvikle sig selv. Jeg ser frem til at arbejde sammen med Martin og ser store perspektiver i vores samarbejde.”
Martin Vingaard indtræder i et trænerteam bestående af Christian Lønstrup, Jimmy Brinksby og Thomas Frederiksen.