HILLERØDS TOP-20 HOLD I DANSK FODBOLD STÅR NU PÅ 3. SÆSON UDEN HJEMMEBANE
Kronik af Jesper Lolk-Nielsen, bestyrelsesformand i Hillerød Fodbold Elite (HFE)
”Hvem var det, der vandt i dag – det var dem fra Hillerød af.”
Vi kender alle lyden af ovenstående vinderråb, når dommeren har fløjtet kampen af. Du forestiller dig nok, at lokale fans har heppet under kampen. Der er blevet solgt sodavand, øl, pølser og brød. Stemningen er i top. Fans smiler og er glade. Hjemmeholdet vandt.
En fodboldkamp er så meget mere 2 x 45 minutters spilletid mellem to hold. Det er et vigtigt samlingspunkt for alle dem, der mødes på tværs af alder, baggrund og sociale forhold. Det skaber et unikt fællesskab, mens det samtidig tilfører vigtig økonomi til byen. For udover salg af billetter, mad, drikke og merchandise, så giver en fodboldkamp flere former for indtægter i det lokale erhvervsliv; såsom besøgende fans, resturationsbesøg, transport, shopping i lokale butikker, reklame og sponsorater, turisme og på den lange bane kan det føre til branding af byens profil.
Udfordringen er, at ovenstående scenarium ikke sker i Hillerød. Det sker i Farum.
Det kræver vist lidt baggrundsforståelse.
For kort tid efter NordicBet Liga-klubben Hillerød, i 2022, rykkede op i 1. division, og placerede sig blandt de 20 bedste fodboldhold i Danmark, stod det klart, at de nuværende forhold på Hillerød Stadions opvisningsbane er under niveau. Dermed kunne de ikke blive godkendt til at afvikle NordicBet Liga kampe på. Der mangler lys, 800 siddepladser på en tribune og varme i banen, derfor har holdet afviklet deres kampe i Farum.
På trods af ovenstående udfordringer har Hillerød Fodbold sportsligt leveret enormt flotte resultater, og qua dette er Hillerød for alvor blevet sat på landkortet. Fodbold er den sportsgren, medierne bruger mest sendetid på, og det betyder, at Hillerød som by får en flot branding. For at illustrere brandingværdien af et top 20 fodboldhold, kan man skue mod Brøndby. Kun få omtaler Brøndby uden at deres fodboldhold indgår i dialogen.
Det er absolut ikke optimalt for fans, frivillige, sponsorer m.fl., at holdets hjemmekampe bliver afviklet i en anden by – hvilket også tydeligt kan aflæses i, at Hillerød Fodbold har NordicBet ligaens laveste gennemsnitlige tilskuerantal.
HFE har derfor været i dialog med forvaltningen i Hillerød i næsten 3 år med henblik på at finde en løsning, så NordicBet Liga holdet kunne komme tilbage og spille på deres egen bane. Men flere forhold har besværliggjort opgraderingen. Den politiske modstand i kommunen har været enorm og nærmest uigennemtrængelig. Det kan man undre sig over – for hver gang vi har talt med byrådspolitikerne, har hensigtserklæringerne stå i kø – men når der skal forhandles i byrådet, og borgmesteren svinger taktstokken, retter alle ind på rad og række.
Personkredsen bag Hillerød Fodbold Elite (HFE) har fra dag 1 haft et dybfølt ønske om at skabe et stærkt, lokalt fællesskab omkring Hillerød Stadion. En opgraderet opvisningsbane i Hillerød vil komme mange sportsudøvere til gavn – såvel som bredde og elite og alle dem, der benytter det hyggelige, grønne område, stadionet er placeret i.
Dialogen har været alt andet end løsningsorienteret. Møderne har båret præg af at ”finde problemer fremfor løsninger.” HFE har en klar fornemmelse af, at kommunen ikke ønsker at afsætte ressourcer og midler til at opgradere opvisningsbanen på Hillerød Stadion – formodentligt fordi, kommunens stadionprojekt, beliggende i Favrholm, og som er baseret på en privat finansiering, er mere interessant og skaber mere politisk prestige.
HFE’s rolle i Favrholm Stadion projektet er begrænset til, at vi er blevet spurgt, om vi vil spille der, når stadionet (måske) står færdigt i 2029. Spørgsmålet er svært at besvare, da vi ikke kender betingelserne for at afvikle kampe på Favrholm. Der er lagt op til, at det bliver FC Nordsjællands (FCN) nye hjemmebane stadion. Det er da lidt tankevækkende, at HFE’ nuværende hjemmebane er hos FCN i Farum, og at kommunen lægger op til, at FCN nye hjemmebane bliver i Hillerød – ”bytte bytte købmand”?
Kommunens argument om, at ”vi ikke har brug for to stadions”, holder ikke. Der er intet, der taler imod to stadions – et til bredden, folkeligheden og fællesskabet i Selskov, og et til fuldtidsprofessionelle fodboldspillere i Favrholm.
Og så er der økonomien. For hvem skal betale for de 800 ekstra siddepladser – for varmen i banen og lyset? Og hvad er den reelle pris?
Her går kommunen helt i selvsving. I forlængelse af kommunens netop overståede budgetforhandlinger er seneste udmelding, at det vil tage 4 år og koste ca. kr. 40 millioner at opgradere Hillerød Stadion med ovenstående faciliteter. Det er vigtigt at nævne, at det kun drejer om bane 2 (opvisningsbanen), og at HFE udelukkende har ønsket at opgradere til minimumskravene, og dermed bevare den eksisterende arkitektur, så man stadig får indtrykket af at spille fodbold på ”en bane i skoven”.
HFE er fuldkommen uforstående over for den pris, da vi adskillige gange har præsenteret dokumentation via kvalificerede rådgivere, som viser, at den ønskede opgradering anslås at koste cirka 23-25 millioner kroner. Desuden indikerer dokumentationen, at tidsrammen for lokalplansarbejdet samt udbuds- og byggeprocessen forventes at være omkring 2 år. Dertil kommer, at HFE har tilbudt at finansiere tribunen, og vi vil gerne vil i dialog om at medfinansiere yderligere opgraderinger. HFE har på alle måder forsøgt at komme forvaltningen i møde med løsninger.
Ingen havde nok regnet med, at byen kunne præsentere sit helt eget top-20 fodboldhold, stærkt forankret i lokale investorer med et stort hjerte for byen og fodbolden, men man sidder tilbage med en følelse af at dette initiativ desværre ikke værdsættes i det politiske system – er konklusionen i virkeligheden, at HFE er en ”sten i skoen” på dem der skal tage beslutningerne?
Den triste konklusion er, at Hillerød Fodbold på 3. sæson står uden en hjemmebane, og at der desværre ikke, indenfor en rimelig tidshorisont, ser ud til at være en løsning på vej. Hillerød Fodbold skriver dermed dansk fodboldhistorie ved at være det eneste top-20 hold nogensinde, der ikke har udsigt til en hjemmebane i egen by.
Kan det være rigtigt, at Nordsjællands hovedstad ikke kan skabe rammerne for at spille fodbold i NordicBet Ligaen?