Hillerød Fodbold Elite kan med stor glæde præsentere Rasmus Thelander som ny spiller for Slotsbyens Hold. Den 34-årige forsvarsspiller har underskrevet en aftale, der løber frem til sommeren 2028.
Rasmus Thelander kommer til klubben på en fri transfer, efter hans kontrakt med Omonia Aradippou på Cypern udløb ved udgangen af juni. Nu vender den rutinerede forsvarsspiller hjem til Danmark og fortsætter karrieren i Hillerød Fodbold Elite.
Thelander kommer til klubben med stor erfaring fra både Superligaen og 1. division samt en lang række europæiske kampe på CV’et. Med sin rutine og sit lederskab bliver han en vigtig profil i truppen og en værdifuld sparringspartner for klubbens mange unge spillere.
Lønstrup: Vi bliver ved med at hæve barren
“Vi forsøger hele tiden at hæve barren og sætte nye standarder, både som klub og rent sportsligt. Tilgangen af Rasmus Thelander er et rigtig godt eksempel på den ambition.
Med Rasmus får vi en spiller, som har præsteret på et meget højt niveau både i Danmark og i udlandet. Han har været en markant profil i de klubber, han har repræsenteret, og vi får en leder, som kan være med til at udvikle både holdet og de unge spillere omkring sig.
Hans tilgang sender samtidig et klart signal om, at vi har store ambitioner, og at Hillerød Fodbold Elite ønsker at etablere sig som en markant klub i toppen af 1. division.
Jeg vil gerne takke klubbens ledelse for at gøre denne aftale mulig. Vi glæder os alle til at byde Rasmus velkommen og følge ham i den orange trøje.”
Thelander: Vi skal gøre hinanden bedre hver eneste dag
”Jeg er super glad for at komme til Hillerød. Klubben har vist en imponerende udvikling de seneste år under Lønstrup, som jeg glæder mig til at blive en del af og være med til at bygge videre på. Jeg tror på at hvis vi fortsætter med at gøre hinanden bedre hver eneste dag, så går klubben og byen en spændende fremtid i møde.
Derudover ser jeg frem til at vi forhåbentligvis kommer hjem og skal spille på Hillerød stadion igen foran hele byen.”






Lyngby Boldklub
Hvidovre IF
Hillerød Fodbold
Esbjerg fB
Kolding IF
Ac Horsens
AaB
B.93