I efteråret 2024 blev Hillerød Fodbold Elites midtbanespiller Berzan Kucukyildiz ramt af endnu en alvorlig korsbåndsskade for anden gang på under to år. Skaden kom kort efter, at han var vendt tilbage fra en længere skadeperiode, der holdt ham ude fra sommeren 2023 til sommeren 2024.
Siden da har Berzan været igennem et intensivt og målrettet genoptræningsforløb med fokus på både fysisk og mental tilbagevenden. Inden vinterferien deltog han i let træning med holdet, og efter ferien står det nu klart, at Berzan er klar til igen at indgå i intensiv træning og kamptræning.
I opstarten har Berzan gennemført de samme fysiske tests som resten af truppen og på niveau med sine holdkammerater.
Head of Medical, Ditlev Wamberg, udtaler om Berzans tilbagevenden:
“Vi skal ønske Berzan velkommen tilbage fra hans længerevarende skadespause. Han starter op på lige fod med de andre og skal igennem pre-season spille minutter på banen.
Tilbagevenden sker ud fra en klar og langsigtet plan, hvor progression, belastningsstyring og løbende evaluering er afgørende. Målet er ikke blot at komme tilbage på banen, men at gøre det på en måde, der sikrer holdbarhed og tryghed for Berzan.
Det har været et spændende forløb at følge Berzan i sin skadesperiode og se, hvordan han har presset sig selv for at komme stærkt tilbage. Hans viljestyrke er i en helt særlig klasse, og at have mennesker som ham omkring os, skal vi være meget glade for.”
Berzan Kucukyildiz ser selv frem til igen at være en del af hverdagen på banen:
“Efter endnu et år med en korsbåndsskade er det svært at sætte ord på, hvor meget det betyder endelig at være tilbage. Rejsen har været lang og fyldt med modgang, tålmodighed og hårdt arbejde – men også med håb og læring.
Glæden ved igen at kunne stå her og gøre det, jeg elsker, er enorm, og jeg tager intet for givet. Jeg vil gerne sige et kæmpe tak til alle dem, der har været med på vejen.
Min familie og mine venner for jeres ubetingede støtte og tro på mig – også på de dage, hvor jeg selv tvivlede. Et stort tak til mine fysioterapeuter for jeres professionalisme og engagement gennem hele forløbet.
Og ikke mindst tak til alle menneskerne omkring klubben, som har bakket mig op hele vejen og givet mig styrken til at kæmpe videre. Dette comeback er ikke kun mit – det er vores.”






Lyngby Boldklub
Hillerød Fodbold
Ac Horsens
Hvidovre IF
Esbjerg fB
AaB
Kolding IF
B.93