Vores fjerde sæson i Betinia Ligaen nærmer sig sin afslutning, og kun én kamp resterer for Slotsbyens Hold efter en historisk sæson for klubben.
Samtidig betyder sommeren også, at vi skal tage afsked med to spillere. Pætur Petersen og Ayden Huss får ikke forlænget deres kontrakter og forlader derfor Hillerød Fodbold Elite efter sæsonen.
Pætur Petersen
Pætur Petersen kom til klubben i vinterpausen og har med sin erfaring og professionalisme bidraget positivt til truppen både på og uden for banen.
Desværre er det ikke blevet til mange minutter i den sort-orange trøje, og i seneste kamp mod Kolding IF fik Pætur sine første officielle minutter for klubben. Her viste han hurtigt sine kvaliteter og var tæt på at score sit første mål, men scoringen blev underkendt for offside.
Vi ønsker Pætur alt det bedste fremover og håber, at han finder et sted, hvor han kan få den spilletid, hans kvaliteter fortjener.
Ayden Huss
Ayden Huss var en af de første spillere, som tog turen fra Hillerød Fodbold Akademi op til divisionsholdet.
Som tredje målmand omkring førsteholdet og fast mand på U19-holdet har Ayden udviklet sig flot gennem de seneste sæsoner. Med hårdt arbejde og stort talent har han taget store skridt i sin udvikling, og nu venter næste kapitel i karrieren et nyt sted.
Vi ønsker Ayden alt det bedste fremover og glæder os til at følge hans videre udvikling.
Lønstrup: Tak for deres indsats
Manager Christian Lønstrup sætter ord på afskeden med de to spillere:
“Pætur og Ayden har begge været gode personer at have i klubben og har bidraget positivt til miljøet omkring holdet. Pætur er kommet ind med stor erfaring og professionalisme, mens Ayden er et eksempel på den udvikling og vej, vi ønsker at skabe gennem akademiet.”
“Vi ønsker dem begge alt det bedste fremover og takker dem for deres indsats i Hillerød Fodbold Elite.”






Lyngby Boldklub
Hvidovre IF
Hillerød Fodbold
Esbjerg fB
Kolding IF
Ac Horsens
AaB
B.93