Hillerød Fodbold Elite (HFE) har i dag offentliggjort årsregnskabet for perioden 1.5.2024 – 30.4.2025, regnskabet viser et underskud på kr. 2.3 millioner.
Bestyrelsesformand og hovedaktionær Jesper Lolk-Nielsen udtaler:
”Resultatet er helt som forventet, vi er i årets løb gået over til et deltidssetup for vores stab og spillertrup, og det har naturligvis øget vores lønomkostninger, dertil har vi tilført kompetencer og ressourcer såvel i den sportslige som i den kommercielle sektor, alt dette med henblik på at styrke vores position i Betinia Ligaen. Sidst men ikke mindst har vi fortsat betydelige omkostninger, og tab af indtægter, da vi grundet manglende stadion faciliteter, er tvunget til at afvikle alle vores hjemmekampe på udebane, det er en stor udfordring at vi betaler en høj leje for at spille på et fremmed stadion, samtidig med at vi stort set ingen indtægter har ved salg af billetter og forplejning.
Vi har som klub fortsat et stort potentiale, og jeg er taknemmelig for at vi har nogle trofaste partnere, og en dedikeret og passioneret ejerkreds der heldigvis har forståelse for situationen, og fortsat er villige til at indskyde den nødvendige kapital for at sikre den fremtidige drift af HFE.
Den dag vi igen kan spille i Hillerød forventer vi en betydelig styrkelse af vores økonomi, og vi håber på at kommunen fortsat skubber på, og anerkender betydningen af at have et top 15 fodboldhold i byen, ikke kun sportsligt, men også i forhold til de mange positive afledte effekter som branding af byen, et stærkt netværk for erhvervslivet, og et øget fællesskab på tværs af sociale og kulturelle skel. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er forundret og frustreret over at vi nu i snart 3 år har spillet vores hjemmekampe udenfor bygrænsen. Jeg håber derfor på at lokalpolitikerne, især op til det snarligt kommende kommunalvalg, står frem og markerer deres støtte til idrætten i Hillerød og til vores stadion opgradering, byen trænger til et gevaldigt løft på den del, og her tænker jeg ikke bare på fodbolden.”






Lyngby Boldklub
Hillerød Fodbold
Ac Horsens
Hvidovre IF
Esbjerg fB
AaB
Kolding IF
B.93