Slotsbyens Hold vendte i dag hjem til Secma Ground, hvor Esbjerg fB ventede i sæsonens anden kamp.
Udeholdet kom bedst fra start, hvor et langskud endte bag Andreas Dithmer og sendte vestjyderne foran. En svingende første halvleg gav Esbjerg de bedste muligheder, og tæt på pausen fik gæsterne også sat bolden i nettet til 0-2.
I pausen foretog vi en udskiftning, da Magnus Munck kom på banen, og det skulle vise sig at få stor betydning. Lidt inde i anden halvleg ramte Esbjerg stolpen, men bolden sprang i mål til 0-3.
I store dele af anden halvleg lignede det en sikker sejr til Esbjerg, men Mads Julø havde andre planer. Efter en flot dribling blev han fældet i feltet, og dommeren pegede på straffesparkspletten. Saman Jalaei var sikkerheden selv fra 11-meterpletten og reducerede til 1-3. Kort efter var Magnus Munck først over en returbold og sendte den i nettet til 2-3, hvilket skabte masser af drama i slutfasen.
Desværre lykkedes det ikke at fuldende comebacket og hente sæsonens første point, men den stærke afslutning på kampen giver masser af tro på tingene frem mod næste opgør.
Lønstrup:
“Det er en svær start, vi giver os selv. Vi kommer hurtigt bagud og har et alt for lavt tempo gennem hele første halvleg. Når vi ikke får skabt gennembrud og store chancer, får vi heller ikke scoret de mål, der kan blive afgørende.
I pausen får vi talt tingene igennem og sat Magnus på banen, som viser sig flot frem. Jeg synes, vi spiller en fin anden halvleg, og når man er bagud 3-0, er det meget svært at komme tilbage. Men med den opbakning, vi får fra tilskuerne i dag, er det tydeligt, at vi begynder at skabe den hjemmebane, vi længe har ønsket os. Det giver også spillerne tro på tingene og bringer os tilbage i kampen.
Det er en kamp, som både indeholder positive og negative ting. Vi kunne godt have undgået de tre mål imod os, hvis vi havde haft et bedre pres og et højere tempo.”






Lyngby Boldklub
Hvidovre IF
Hillerød Fodbold
Esbjerg fB
Kolding IF
Ac Horsens
AaB
B.93